DDD - savannestald Aalborg ZOO - lav opl

Udvikling af nye globale samarbejdsformer, videreudvikling af projektlederrollen og byggeriets digitale processer er i fokus, når studerende fra de nordjyske byggeuddannelser sammen med studerende på universitetet i Vietnams hovedstad Ho Chi Minh City på årets Digitale Dage i starten april sætter sig foran skærmene i det digitale eksperimentarium på UCN, for at forestå den digitale projektering af et nyt publikumsområde med restaurant i en savannestald til zebraer og antiloper i Aalborg ZOO.

Digitale Dage: Aalborg – Vietnam tur retur

Det tværfaglige eksperimentarium på De Digitale Dage breder vingerne ud med transformation af staldbygning i Aalborg ZOO, der i samarbejde mellem studerende fra de nordjyske byggeuddannelser og arkitektstuderende på Universitetet i Ho Chi Minh City skal forvandles til nyt restaurantområde med udsigt til savanneområde

Læs artikel i net-avis: http://www.licitationen.dk/article/view/421045/digitalt_samarbejde_pa_tvaers_af_kloden

– Vi tager forskud på septembers åbning af UCN’s nye konstruktøruddannelse i Vietnam og tester muligheder og perspektiver i globalt projekteringssamarbejde sammen med en bred kreds af danske virksomheder, danske og vietnamesiske studerende på universitetet i Ho Chi Ming City, studerende fra Bygningsinformatik og ingeniøruddannelserne på Aalborg Universitet, EUX-studerende fra EUC Nord og studerende fra byggeuddannelserne fra UCN Teknologi.

Det er adjunkt Søren Nissen fra UCN Teknologi, der gør klar til tværfagligt globalt samarbejde på årets digitale dage – det ottende i rækken siden de nordjyske byggeuddannelser i 2009 satte sig for at gå forrest i udviklingen af Det Digitale Byggeri og uddannelse af fremtidens digitale specialister til byggebranchen.

– Danske byggevirksomheder bevæger sig i disse år med hastige skridt ud i verden, og der er parallelt med fortsat udvikling af byggeriets digitale modeller og videreudvikling af nye virtual-reality-redskaber også i byggeuddannelserne behov for at styrke det internationale perspektiv, supplerer professor Kjeld Svidt fra Aalborg Universitet.

Kjeld Svidt tilføjer, at universitetets uddannelser i Byggeledelse og Informatik fra starten af 2018 får en mere international profil og skifter sprog fra dansk til engelsk, og han pointerer, at det grundlæggende tværfaglige samarbejde mellem studerende fra forskellige uddannelser både fagligt og socialt baner vej for nødvendig nytænkning af byggebranchens traditionelle strukturer.

Sammen når vi længere

– Tværfagligt samarbejde er et kodeord i fremtidens byggerier, og vi ser allerede i dag, at byggebranchen som led i øget internationalisering bliver mødt med krav om øget samarbejde, der bryder de hidtidige mønstre, og det er en entydig erfaring fra De Digitale Dage, at de studerende bliver klogere indenfor deres eget område, når de bliver tvunget til at tale sammen på tværs af uddannelserne. Det åbner for en styrket gensidig respekt for andres kompetencer og knopskyder nye ideer til effektiv løsning af opgaverne, fastslår Kjeld Svidt.

– Ingen tvivl. Sammen når vi længere, både når det gælder om at ruste de studerende til fremtidens job, og når det gælder udviklingen af byggeriet og byggeriets virksomheder. Derfor glæder vi os over fortsat styrket opbakning fra en bred kreds af byggeriets førende virksomheder, og vi er stolte over, at repræsentanter fra ti virksomheder i år sidder med bag skærmene som vejledere og facilitatorer for de studerende, konkluderer Søren Nissen.

24 timers non-stop projektering

Søren Nissen fortæller videre, at årets digitale projektering – forvandling af en 700 kvadratmeter savannestald med en lofthøjde på 15 meter i Aalborg ZOO, der skal indrettes til nyt publikumsområde med kombineret savannestald, restaurant, storkøkken og teknikrum samt ventilation og energiberegninger – kommer til at køre i døgndrift og fortsætter:

– Vi udnytter tidsforskellen mellem Danmark og Vietnam, og reelt bliver der tale om 24 timers non-stop-projektering fra onsdag og frem mod en fælles præsentation om fredagen.

– Således starter projekteringen fra morgenstunden i Aalborg, og når de studerende lukker ned sidst på eftermiddagen, sendes dagens arbejde via nettet til Ho Chi Minh City. Her fortsætter en gruppe studerede danske bygningskonstruktører sammen med vietnamesiske arkitektstuderende projekteringen, og når dagen slutter i Vietnam returneres arbejdet til Aalborg, hvor de danske studerende fra starten af dagen fortsætter projekteringen med afsæt i nattens vietnamesiske resultater.

Samarbejde, IKT processer og projekterings-ledelse i fokus

Søren Nissen understreger i øvrigt, at Aalborg ZOO ikke har taget endelig stilling til, hvordan man fremover skal bruge staldbygningen, han ser de studerendes forslag til forvandling af staldbygningen som inspiration til staldens fremtidige anvendelse, og han pointerer, at selve projektet udgør et redskab til at skabe en realistisk ramme om årets fokus på De Digitale Dage.

– Reelt set udgør selve projektet kun en ramme. Det egentlige fokus er foruden test af de digitale muligheder i global døgnprojektering på samarbejde og læring med afsæt i BygSol-konceptet, samt videreudvikling af projektlederrollen og de digitale arbejdsprocesser.

– På den baggrund har vi – blandt andet med afsæt i de studerendes feed-back fra tidligere år – op mod årets arbejde i det digitale eksperimentarium gennemført workshops og intromøder, hvor de studerende sammen med Finn Pedersen fra EUC Nord har arbejdet med forudsætninger for ’det gode møde’, ligesom de studerende sammen med Kenneth Højbjerg fra COWI har arbejdet med afklaring af programafgrænsning og udvikling af de digitale processer, slutter Søren Nissen.

 

Rammetekst:

”Det er en både spændende og lærerig oplevelse at arbejde i et tværfagligt miljø, hvor man på tværs af fagene både lærer hinandens kompetencer at kende og får et bredt kendskab til, hvordan digitale analyseredskaber kan bidrage til udvikling af de rigtige løsninger.

På den måde fremstår De Digitale Dage som et lynkursus i, hvordan virkeligheden i byggebranchen ser ud, samtidig med at man lærer at lægge den rigtige plan, selv om man ikke på tre dage når frem til et færdigt projekt”.

Martin Lassen, der som studerende bygningskonstruktør på syvende semester deltager i eksperimentariet på De Digitale Dage for tredje gang.

Rammetekst:

Årets Digitale Dage, hvor studerende fra Ho Chi Ming Universitet sammen med nordjyske byggeuddannelser fra UCN Teknologi, Aalborg Universitet og EUC Nord over tre dage i starten af april skal forestå digital projektering af nyt restaurant- og publikumsområde i en staldbygning på knap 700 kvadratmeter i Aalborg ZOO, bakkes stærkt op af byggeriets virksomheder.

Således deltager repræsentanter fra COWI, Rambøll, NCC, Dansk Boligbyg, MT Højgaard, Frandsen & Søndergaard Lund & Staun, Færch & Co samt Bjerg Arkitektur i årets digitale eksperimentarium som vejledere og facilitatorer for de studerende.

Rammetekst:

De Digitale Dage, der i år løber af stablen på UCN i Aalborg fra den 5. til den 7. april, er et årligt tilbagevendende arrangement, hvor godt 100 studerende på tværs af fag og kompetencer som led i tre dages digital projektering af et konkret projekt baner vej for nye samarbejdsmodeller gennem videreudvikling af byggeriets digitale redskaber.

De Digitale Dage, der første gang løb af stablen i 2010 gennemføres i samarbejde mellem UCN Teknologi, Aalborg Universitet og EUC Nord samt Dansk Byggeri og Cowi.