Fra fransk lingvistik til førende rådgiver

Læs artikel i net-avis: https://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/142688/artikel.html?hl=YToyOntpOjA7czoxNjoiSGVubmluZyBEeXJlbW9zZSI7aToxO3M6NzoiSGVubmluZyI7fQ,,

Egentlig stod der ingen steder skrevet, at Louise Ry, der på tirsdag fylder 60 år, skulle ende som bureaudirektør med speciale i strategisk kommunikation og krisestyring.

Med førstekarakter i fransk og lingvistik fra Københavns Universitet stod vejen således åben for en fin akademisk karriere, og dengang i de tidlige 80’ere var det ganske usædvanligt at tage springet væk fra læsesalenes dybsindige stilhed til et kommunikationsjob i det private erhvervsliv.

Men Louise var ikke i tvivl. Med afsæt i en unik viljestyrke og et medfødt fightergen tog hun kampen op med de tungeste personligheder i den danske kommunikationsverden, og efter et par år var den nye bane kridtet op:

Først som konsulent hos Burson-Marsteller, derefter som direktør med ansvar for opbygning af Cohn & Wolfe i Danmark, hvorfra hun – efter blandt andet at have sat Mobilix og Ericsson eftertrykkeligt på dagsordenen i den danske telebranche – blev hentet til TDC som kommunikationsdirektør for Henning Dyremose.

Skarpslebet fightergen
Med jobbet som spydspids og talskvinde med ansvar for TDC’s samlede kommunikation, samt udvalgsposter og bestyrelsesarbejde for bl.a. Post & Telemuseet på Købmagergade i København, blev fightergenet slebet til, og kampene udvalgt uden at gå på kompromis med egne menneskelige og personlige holdninger.

Og jobbet hos TDC gav mod på meget mere af slagsen i årene frem, hvor Louise Ry blandt andet har indtaget poster som direktør og øverste chef for al kommunikation i blandt andet Apotekerforeningen og Landbrug & Fødevarer.

Den gamle manege
Men som savsmuld trækker i cirkushesten lokkede bureauverdenens liv som uafhængig konsulent efter en årrække atter, og i 2011 tog Louise Ry springet tilbage som medstifter og direktør i ProPosition, hvor hun i dag – senest som ansvarlig for kommunikationen i forbindelse med udflytning og forvandling af Valby’s grøntorv til Høje Taastrups Copenhagen Market – rådgiver større danske virksomheder om strategisk kommunikation, branding og forretningsudvikling.

Samtidig varetager Louise Ry, der er medlem af VL 67, jobbet som bestyrelsesformand i Henrik Jørgensen Landskab A/S, ligesom hun blandt andet som medlem af lokale fora deltager i udviklingen af Lyngby Taarbæk Kommune og området omkring Danmarks Tekniske Universitet.

Arbejdsdagene på kontoret i Georg Jensens gamle smedie på Østerbro er ofte lange, og når arbejdsdagen er rystet af på hesterryg i Dyrehavens natur, er den sparsomme fritid helliget barnebarn, familie og venner.

Louise Ry bor Lyngby-Taarbæk.