Kongeligt håndtryk og sølvmedalje til Paw Von der Ahe fra Tåstrup

Kongeligt håndtryk og sølvmedalje til VVS’er fra Tåstrup

21-årige Paw Clark Von der Ahe – nyuddannet VVS- og energispecialist i John Jensen VVS A/S og tidligere modtager af Tekniq’s sølvmedalje - blev hædret med sølvmedalje og kongeligt håndtryk samt et legat på 5.000 kroner, da Håndværkerforeningen, TEC og Next Uddannelse København hædrede årets dygtigste, nyuddannede håndværkere på Københavns Rådhus.

Læs artikel i net-avis: https://sn.dk/Taastrup/Fornem-haeder-og-haandtryk-fra-dronningen-til-VVSer/artikel/748593

-Vi er selvfølgelig stolte over at have bidraget til, at Paw nu med et kongeligt håndtryk og overrækkelse af håndværkets sølvmedalje kan sætte kronen på lærlingeuddannelsen og kalde sig færdigudlært VVS- og energispecialist med højeste udmærkelse – en hæder han i høj grad har fortjent.

Det er Heidi Hamann, HR og kommunikationschef i John Jensen VVS fra Hedehusene, der kipper stolt med flaget og ønsker Paw Von der Ahe et kæmpe stort til lykke med håndværkets højeste hædersbevisning: Håndværkets sølvmedalje, som under overværelse af dronning Margrethe forleden blev overrakt af Haandværksrådet på Københavns Rådhus.

Heidi Hamann tilføjer, at John Jensen, der konstant har 14 lærlinge, gennem mere end 40 år altid sat en ære i at give de unge det bedst mulige grundlag for at matche både aktuelle og fremtidige krav på arbejdsmarkedet og fortsætter:

– Men Paw er en ener, der efter en svær skolegang foldede svanevingerne ud som VVS-lærling i John Jensen VVS og blev rollemodel for fremtidens VVS’ere.
– Han har et enestående håndelag for VVS-faget, udviser et enormt fagligt engagement, stor nysgerrighed og lyst til at lære, ligesom han når det gælder personlige kompetencer på alle måder lever op til firmaets grundlæggende kerneværdier.

– Han er omhyggelig og ærlig, han overholder sine aftaler til punkt og prikke, han er stolt over at tage ansvar, og han er altid klar til som en god kollega at give en ekstra hånd med.

– Derfor skal her lyde et stort tre-foldigt hurra for Paw. Vi er stolte over at have ham med på vores hold, og vi glæder os til at følge ham i årene frem.