Emil fra Søborg kåret som Danmarksmester

-Total fedt. En helt fantastisk og lærerig rejse. Tak for jeres hjælp og opbakning. Det var ikke gået uden.

Det er Emil Eigenbrod – kåret af statsministeren som Danmarks dygtigste elektrikerlærling – der samler oplevelserne fra tre dages finale i Bella Center, hvor lærlinge fra hele landet efter tre måneders forberedelser satte hinanden stævne i en dyst om at præstere det ypperste håndværk på hvert deres felt.

– Det er lidt ligesom elitesport. Man træner og træner og træner. Man glæder sig, er spændt og lidt nervøs op mod finalen, og så er det forbi, fastslår Emil og pointerer, at de sidste tre måneder har været en lang forberedelse med målrettede ekstrakurser, skole om aftenen, dygtige læremestre og praktiske øvelser.

Lange Dage
– Det har været en periode med meget lange dage, og efter finaledagene med 12 timers arbejde fra morgen til aften sov jeg 14 timer i et stræk.

– Men samtidig giver det hårde arbejde et ekstraordinært udbytte. Jeg har lært så vildt meget, og samtidig har jeg fået nogle helt nye kammerater. Vi har jo været fem elektrikerlærlinge i finalerunden, og vi har lært hinanden rigtig godt at kende på den gode måde, selv om vi har været konkurrenter, fortæller Emil, der ikke lægger skjul på, at han er et konkurrence-menneske med en ambition om at blive dygtig.

– Min drøm er, at jeg en dag enten kan starte min egen virksomhed eller få en overordnet position i SIF Gruppen. Måske kan jeg gøre vores direktør kunststykket efter, smiler Emil og peger på SIF Gruppens administrerende direktør Lars Mejlby, der startede i virksomheden som lærling og efter 30 år blev udnævnt som øverste chef.

Festreception
– Du har den rigtige SIF-ild i øjnene. Du er dygtig, arbejdsom, energisk og målrettet, så hvem ved: En dag overtager du måske min stol, replicerede Lars Mejlby i en hyldesttale, da han ’dagen derpå’ sammen med medarbejdere og Gladsaxes borgmester Trine Græse fejrede Emil ved en festreception i firmaets hovedsæde på Generatorvej.

– Du er et forbillede for os alle. Ikke alene i SIF Gruppen, men for hele branchen. Vi er stolte over din indsats. Du understreger på fineste vis SIF Gruppens mere end 100-årige ambition om at fungere som arnested for faglig uddannelse og personlig udvikling af branchens dygtigste elektrikere, fortsatte Lars Mejlby og tilføjede, at SIF Gruppen, der i dag har 80 lærlinge, gennem årene i alt har stået fadder til uddannelse af 277 elektrikere, hvoraf mange stadig arbejder i virksomheden.