UCN starter konstruktøruddannelse i Vietnam

– Vi er stolte over i september 2017 – i samarbejde med University of Architecture i Ho Chi Minh City – at kunne slå dørene op til en helt ny uddannelse i den vietnamesiske hovedstad med 40 lokale studerende om året og rig mulighed for vores danske studerende for at få både på opleveren og på vidensbankbogen i udlandet.

Det er underviser på byggeriuddannelserne på UCN og koordinator på projektet Carl Redmond, der begejstret fortæller om den nordjyske professionshøjskoles nye tiltag, der startede med, at UCN fik kontakt til University of Architecture til en konference i anledning af 40 årsdagen for Vietnamkrigens afslutning.

– Siden er kontakten holdt ved lige, blandt andet med samarbejde til De Digitale Dage, og vi har løbende holdt os tæt orienteret om udviklingen i Ho Chi Minh City. Det er et område med heftig vækst og byggeboom, og det er disse omgivelser vi nu både eksporterer vores viden til og giver vores studerende en mulighed for at suge til sig i, pointerer Carl Redmond.

Topper op på 2020-krav 

Allerede nu har UCN et kontor med tre fuldtidsansatte i Vietnam, og er som eneste uddannelsessted i Danmark blevet akkrediteret til at måtte starte en uddannelse i udlandet.

Medarbejderne i Ho Chi Mihn City arbejder blandt andet på højtryk med at udbrede viden om bygningskonstruktørernes faglighed og kompetencer til firmaer i lokalområdet.

– Vi er langt fra de eneste, der har fået øjnene op for Vietnam som vækstcentrum, og det er faktisk en fordel. Vi har allerede kontakt til en mængde danske og udenlandske firmaer i området og afsøger især muligheden for at vores sjette semesterstuderende kan komme i praktik, fortæller Carl Redmond og fortsætter:

– Det vil være helt naturligt for vores studerende på femte semester at studere i Vietnam, hvorefter de vil kunne tage deres sjette semesters-praktik samme sted og dermed opnå et udlandsophold af et helt års varighed.

– Dermed er vi på forkant med de nye 2020-krav, der faktisk er blevet nedtonet til, at mindst halvdelen af vores studerende til den tid skal have uddannelsesforløb på minimum 14 sammenhængende dage i udlandet, siger Carl Redmond.

Gensidig gavn

– Mens kravene nedtones vælger vi altså at gå den anden vej. Vi har store ambitioner på vores studerendes vegne, og har allerede haft de første 40 danske studerende afsted til Vietnam, hvor de sammen med lokale studerende og undervisere fra begge lande har gennemgået et forløb med projektering af flydende boliger i Mekong-deltaet, lyder det fra den spændte underviser, som understreger, at der i starten primært vil være danske underviserer på uddannelsen.

– Men meningen er naturligvis gradvist at opgradere de lokale undervisere til at kunne overtage. På den måde får vi synliggjort og eksporteret både vores viden og vores unikke danske undervisningsmetode baseret på refleksiv praksislæring, samtidig med at vi skaber efterspørgsel efter bygningskonstruktørernes kompetencer på globalt plan.

– Alt dette samtidig med at vores danske studerende dels kan hente værdifuld viden og erfaring fra og om et område i vækst, dels kan ruste sig til fremtidens arbejdsmarked, hvor den digitale revolution gør, at det ikke hører til sjældenhederne, at projektering spænder over mange fagligheder, nationaliteter og sågar tidszoner. Allerede nu har vi fire studerende fra Vietnam på UCN, og forhåbentlig tager endnu flere turen til Aalborg. Det er ren win/win, slår Carl Redmond fast.