VVS-firma sætter værktøjstyvene skakmat

Digital registrering, DNA-mærkning, skiltning og sund fornuft.

Det er kodeordene i en målrettet indsats, der over de sidste år har sat en effektiv bremse på tyveri af værktøj, materialer og udstyr fra John Jensen VVS – et VVS firma i Hedehusene med xx servicebiler, der døgnet rundt kører rundt til arbejdsopgaver overalt i hovedstadsområdet.

– Vi har sat tyvene skakmat og værkstedskontoen på ’hold’ med sund fornuft og enkle virkemidler, konstaterer Peter Christensen, der er ansvarlig for værktøj, lager og xx servicebiler i John Jensen VVS.

Han tilføjer at alle firmaets værktøjer af en vis værdi er digitalt registreret og mærket med usynlig DNA-maling, der anbefales af politiet og anvendes af byggebranchen i mere end 30 lande, og fortsætter:

– DNA-mærkningen giver politiet en let håndterbar og hurtig mulighed for at finde og returnere stjålet værktøj til dets rette ejer, og vi kan se at det virker. Således fik vi for nylig for første gang i mine snart 13 år i firmaet via politiet returneret værktøj, der var blevet stjålet fra en af vores byggepladser

Tænk som en tyv
Peter Christensen fortæller videre, at alle firmaets biler er udstyret med tydelig skiltning, som i klart sprog fortæller, at alt værktøj er mærket, og han pointerer, at det bedste udgangspunkt for at komme tyvene i forkøbet er ved brug af sund fornuft at sætte sig ind i tyvenes tankegang.

– Umiddelbart fjerner vi selvfølgelig i videst muligt omfang de dyre værktøjer når bilerne parkeres om natten, men dybest set handler det om at tænke som en tyv og gøre det så besværligt som overhovedet muligt for uvedkommende at få fingre i og afsætte det værktøj, som ligger i bilerne.

– Derfor er alle servicebilerne udstyret med tyverisikrede kasser, hvor værktøjet kan låses inde med godkendte låse, og ruderne til bilernes varerum er blændede, så tyven ikke kan se, hvad der ligger derinde, ligesom der er lukket af mellem førerkabine og varerum.

– Men derudover instruerer vi alle medarbejdere om altid at parkere et oplyst sted og gerne med bagsmækken op ad en mur eller en hæk, så det bliver besværligt at bryde ind, ligesom vi opfordrer montørerne til at bede deres naboer om at holde et vågent øje med vores biler.

– Og, understreger Peter Christensen, vi anmelder hurtigst muligt alle tyverier – store som små – til politiet. Der kunne jo være tale om en hel serie af indbrud, og ved hurtigt at anmelde et tyveri øger vi politiets muligheder for at forfølge eventuelle spor fra tyvene.


Sidegevinst
Peter Christensen fortæller videre, at den målrettede indsats mod indbrud i servicebilerne sammen med en omhyggelig digital registrering af alt værktøj har haft en positiv og målbar effekt på værkstedets svindkonto, og peger samtidig på en væsentlig sidegevinst.

– Ikke alene har vi på værkstedet altid et præcist overblik over, hvilke værktøjer vi har, og hvor de befinder sig. Derfor kan vi planlægge hvilket værktøj der er brug for på den enkelte opgave og sammensætte ’værktøjspakker’ efter unikke behov på en byggeplads og derved sikre et effektivt arbejdsforløb.

– Men samtidig har medarbejdere ude på opgaverne via en app på mobiltelefonen et præcist overblik over, hvilke værktøjer de har med i bilen, og skulle de mangle et redskab, kan de umiddelbart se om værktøjet er ledigt og på lager, ligesom de kan se, hvornår et dyrt, ’optaget’ værktøj frigøres fra en anden af vores byggepladser.

– På den måde kan vores montører inddrage adgangen til særlige værktøjer i en mere effektiv planlægning af opgaverne.

– Endelig hører det med til historien, at medarbejderne løbende melder ind til værkstedet, hvilken forfatning værktøjet er i, så vi konstant kan holde det opdateret og i topform, så montørerne undgår spildtid på grund af værktøjer, som ikke fungerer optimalt.

– Dermed sikrer den digitale registrering kombineret med de løbende tilbagemeldinger win-win-win situation, der kommer både kunderne, medarbejderne og firmaet til gode i form af en effektiv udnyttelse af dyre værktøjer, mindre spildtid og større arbejdsglæde, slutter Peter Christensen fra John Jensen VVS.